1. generation af S-tog

De første S-tog blev naturligt nok anskaffet til S-banens åbning 3. april 1934 og var kendt som "de brune S-tog", selvom de egentlig var vinrøde som DSBs øvrige materiel.

Togene blev bygget af Frichs og Scandia i årene 1933-1962, idet Frichs byggede motorvogne og Scandia mellem- og styrevogne.

Oprindeligt bestod togene af to motorvogne med en mellemvogn i midten, altså trevognstog. Senere gik man over til to- og firevognstog, og et antal mellemvogne ombyggedes til styrevogne.

Førstegenerationstogene var i drift på S-banen indtil 1978, hvor de sidste kørte på linje F (Hellerup-Vanløse-Frederiksberg). Togene har aldrig trafikeret S-banestrækningerne Holte-Hillerød og Svanemøllen-Farum, selvom disse er åbnet, mens togene har været i drift. Dog har førstegenerationsmateriel kørt på disse baner som veterantog.

Der vil senere komme en mere fyldig beskrivelse af førstegenerationstogene.

Bevaret materiel

Vognene MM 718, FM 874 og MM 732, der tilsammen kan danne et trevognstog, er bevaret af DSB-Jernbanemuseet.

Disse vogne blev i 1980'erne og 1990'erne renoveret, og de har 1994-2003 kørt som veterantog på S-banen - FM-vognen dog først fra 1995. Desværre blev det besluttet, at man ikke længere ville holde toget køreklart, og MM 718 er nu udstillet på Jernbanemuseet i Odense, mens de øvrige vogne er i depot.

Se også:

Læs mere om veterantoget (pdf) i Jernbanen, nr. 6, december 2003, s. 30-33.

Kilder:

Jakielski, Flemming: Veteran S-toget på pension. I: Jernbanen, nr. 6, december 2003, s. 30-33.

Olesen, Thomas Nørgaard: Lokomotivfabrikken Frichs. Dansk Jernbane-Klub, København 2005.

Poulsen, John: Københavns S-bane 1934-1984. Bane Bøger, København 1984.

Førstegenerationstog i Klampenborg
Førstegenerationstog som veterantog i Klampenborg 20. september 2003. Foto: Thomas de Laine.

Førstegenerationstog i Glostrup
Veterantoget i Glostrup ved afskedsarrangementet 20. september 2003. Foto: Thomas de Laine.

Materieloversigten

 

Opdateret sidst: 11. februar 2007